Lørdag d. 6. november 2021, Kl. 16:00 til kl. 17:00

Velkommen til AlleHelgens-koncert i Holte Kirke

Gabriel Fauré (1845 - 1924) indtager en særstilling blandt datidens komponister. Han afskyede den voldsomme nytyske musik, og på den anden side følte han sig heller ikke videre tiltalt af den stemningsskabende impressionisme hos den samtidige Debussy. Fauré ville enkelthed og skønhed, og det finder vi frem for alt i hans Requiem.

Hvor Mozart og Verdi i deres requier beskriver dommedags rædsler med stor dramatisk kraft, lægger Fauré vægt på frelsen, på livet efter døden. Det voldsomme Dies Irae-afsnit er næsten forsvundet, tilbage er kun det idylliske Pie Jesu, sunget af en lys sopranstemme.

Værkets 7 satser er for det meste ganske korte, og med en tilbageholdt, sart karakter. Først ved bønnen Libera me, Domine - Fri mig, Herre fra den evige død - vokser korets sagte hvisken til et voldsomt råb om nåde og frelse. Men frelsen og livet efter døden er nær, og han tilføjer en drømmeagtigt svævende sats om englene i Paradis: In Paradisum.

Fauré lavede to udgaver af orkestersatsen. Udgaven for kammerorkester er den oprindelige. Først i år 1900 udvidede han orkestersatsen til fuldt symfoniorkester.

Requiet blev skrevet i 1887-88 under indtryk af forældrenes død. Da Fauré selv døde 4. november 1924 blev hans Requiem opført ved bisættelsen til minde om denne særegne og beskedne franske kunstner.

Allehelgenskoncert: Faurés Requiem
Sted Solbakken 56, 2840 Holte, Solbakken 56, 2840 Holte
Pris
Gratis