×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Tirsdag d. 25. april 2017, kl. 19:30

Der er intet mindre end en verdenspremiere på programmet, når sognegården den 25. april kl. 19:30 byder inden for til en aften i og med den danske komponist Axel Borup-Jørgensens musikalske univers. I portrætfilmen "Axel" møder du bl.a. komponisterne Per Nørgård, Ib Nørholm, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Finn Savery, som fortæller om deres ven og kollega og om hans betydning for Ny Dansk Musik.


"Borup har fundet en egen, poetisk skønhed. Han er en slags komponisternes poet. Han har et svensk islæt i sin musik, man kan næsten høre de svenske skove og det store rum og den ejendommelige melankoli, der ofte hviler over svensk kunst"
Pelle Gudmundsen-Holmgreen om sin ældre kollega.


Axel Borup Jørgensen (1924-2012
) levede et stilfærdigt liv som komponist, klaverlærer og flittig koncertgænger. Han fortsatte med at udvikle sin personlige stil frem til sin død i 2012, gerne i tæt samarbejde med instrumentialister, der kunne hjælpe ham med at realisere hans ideer om nye spillemåder og nye klangmuligheder fra traditionelle instrumenter som blokfløjte eller guitar. Med den konsekvens og vedholdenhed, der i mere end 60 år karakteriserede hans musik, arbejdede han sig frem mod en stadig øget klarhed, koncentration og nuancering af udtrykket.


Filmen vises som introduktion til en ny abstrakt animations filmfantasi over Axel Borup-Jørgensen's store, prisbelønnede naturlyriske orkesterværk MARIN, et af de væsentligste danske orkesterværker fra sidste halvdel af det 20. århundrede. Med animationen føres vi til et undersøisk univers beboet af væsener ved navn marener. Filmen viser dette univers med fantasirige billeder at hvile øjnene på, skabt uden narrativ for at give musikken frit spillerum.

Lyt til denne version, som er hentet på youtube.com

Elisabeth Selin og Lars Hannibal

vil være vore guider denne aften, og de vil bl.a. fortælle om arbejdet med udbredelsen af Borup-Jørgensens musik både nationalt og internationalt i de sidste 4 år, og om tilblivelsen af de to film på aftenens program.


Arrangementet, der er gratis, afvikles i samarbejde med www.ny-musik-birkeroed.dk

Medvirkende
Elisabeth Selin og Lars Hannibal
Sted
Holte Kirkes Sognegård
Pris
Gratis